Thailand / Sydthailand 2014

Magne, Emil, Mette og Asger på tur.
Skrevet af Mette & Asger

Dreamliner
28. februar 2014

Flyvetur fra København med den nye Dreamliner, med skift i Doha og et stop i Kuala Lumpur hvor vi ikke skulle ud af flyet før vi flyver videre til Phuket. 19 timer i alt. Da vi venter på næste fly i Doha er begge drenge trætte og Magne vil ”hellere bare hjem” som han udtrykker det. Drengene har været ude at flyve før men da var de så små at de ikke kan huske det. De har glædet sig meget og syntes begge det var sjovt og spændende men også meget lang tid.

28.02.2014.Kastrup

Jetlag
1. marts 2014
Patong, Thailand.

Vi ankom til lufthavnen i Phuket, hvor der var fuldt blus på solen. En taxi til hotellet, hvor begge unger faldt i søvn. Vi fandt til sidst hotellet, hvor receptionisten, en ældre herre, var meget sød og hjælpsom. Vi fandt vores værelse og det var jo utrolig spændende, specielt for Emil. Han havde nogle gode pointer, blandt andet hvorfor der ikke var et bord og nogle stole, nu hvor der var køkken? Så kunne man jo ikke sidde og spise nogle steder.

Om aftenen gik vi en tur ned på restauranten lige under hotellet, hvor vi fik banana shakes, pommefritter og Asger fik en curry der kunne lokke sveden frem på overlæben.

På vej på til værelset igen, drønede Magne lige ind i glasdøren (det er også træls, når klistermærker mm sidder over 1 meter højde!!)

Asger havde hovedpine, så han gik i seng samtidig med drengene. Emil og Magne vågnede begge to op kl 23, hvor jetlag spillede et puds helt ind til kl 02!! Pyha… så kan man altså få fortalt mange historier, sunget mange sange og læst mange pixiebøger!

OLYMPUS DIGITAL CAMERAAf en eller anden grund forestillede jeg mig at Thailland var en eller anden form for tidslomme siden sidste gang vi var her. Men sådan er det ihverfald ikke i Patong! Taxichaufføren hev sin Iphone op af lommen og fandt vores hotel på google maps imens han kørte. Bybilledet er præget at kæmpe store nye 4 hjuls trucks. Men Patong er nok også en tidslomme i Thailand.

Oplevelser i Patong
2. marts 2014
Patong, Thailand.

Gåtur for at finde vejen ned til stranden. Mette var ved at få hedeslag og drengens øjne var ved at trille ud af hovedet af alle de nye indtryk. Der var scootere over det hele, masser af små butikker med alt fra friske eksotiske frugter, elefant statuer, kopi vare. Vi fandt stranden uden at være på stranden men spiste mokost og gik hjem igen gennem et stort markeds område med turist tingeltangel. Mette tilføjer, at vi rendt faktisk havnede i et barmiljø med pole-danser-stænger på bardiskene, af alle bar områderne, og vi kunne ikke finde ud. HELDIGVIS var det midt på dagen, så der var dødt, men på den anden side, var vi nok heller ikke forvildet os derind med to børn – during nighttime, trods alt J

 Middagspause imens solen er på toppen af himlen. Magne, Asger og Mette tager en skaber imens Emil spiller minecraft på ipad’en.

Mette beslutter at vi skal tage en tuktuk til vores anden tur til standen i dag. Denne gang iført badetøj. Tuktuk turen er et vældigt hit. Det er en lille bus hvor der ikke er vinduer i siden. Drengene syntes det er herligt. Stranden til gengæld er virkelig skidt. Der er affald og døde fisk i vandet og det lugter af kloak. Folk syntes åbenbart det er fint, men har beslutter vi os for at komme videre fra Phuket.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Grillet majs ved standen og hjem i tuktuk igen gennem en vild turist boomtown.  Magne sad og betragtede hele molevitten og åbenbart også trafikken, som var tæt, hvorefter han udbryder, ”Vi kører nok nok (godt nok) racerløb med de andre taxs (taxier)”. Begge unger faldt i søvn da hovedet ramte hovedpuden mættet af oplevelser.  Voksentid med Shigha øl. Ahhhr – tilbage i Thailand.

Og så kan man også bruge voksen tid på at booke et hotel på Koh Lanta, lige ned til stranden, med udsigt til vandet fra family-roomet… og pool… glæder os helt vildt!!! Det her er for beskidt og hektisk, så vi må snarest afsted til det vi er kommet for.

 Nu har Mette fået nok!!
3. marts 2014

Patong, Thailand.

Morgenen er gået med, at Magne har ligget i gangen, hvor internet forbindelsen er god og set Traktor Tom og Postmand Per imens Asger opdaterede Turning Globe og Mette og Emil sov. Emil sov 13 timer!!! Mette kunne næsten ikke vågne, da hun ikke kunne falde i søvn i går.

Vi spiste morgenmad på værelset, tullede rundt og gik så ned for at hæve penge. Målet var to ting, bestille biletter til Koh Lanta og besøge en swimming pool som vores hotel har en aftale med.

Biletterne fandt vi på vejen. Vi tager minibus, dels er drengene ikke så sø stærke og dels er det under ¼ af prisen for speedbåd, hvor der er en times stop på Phi Phi Island.

Vi bliver hentet i morgen tidlig kl 7.15-7.30 og ankommer forventet til Koh Lanta kl 12.30, super, afsted med os, det kan kun gå for langsomt. Blue Ocean hotel, vi fandt swimming pool som havde en børne og en voksen pool. Ungerne var helt vilde, så det var et hit.

Efter en times tid gik vi hjem for at spise frokost og holde hviletime. Der skal være ro, når Magne sover (og det gør Mette og Asger også) og Emil må spille Minecraft. Han lå i dag med iPad OG computer og havde en fest.

Magne ville gerne køre i ”tup tup”, så vi kørte i tuk tuk ned til forfærdelige Patong strand promenade og købte en solhat til Emil og en is til dem på McDonalds (4 kr. per is. Emil og Magne fik 200 kr. i is penge tilsammen af farmor. Det rækker til 50 is!!)… Magne havde is over det hele. Det er dog alt for hektisk for ungerne, så vi var dårlig ankommet før Magne bad om at komme retur igen. Mange thaier er børnevenlige og vil hilse på drengene, det synes de vist er lidt underligt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tuk tuk hjem igen, spise aftensmad på hotellet, op på værelset i bad med drengene og pakke rygsækkene til i morgen. Emil skulle lave lektier, det vil sige han hver dag udfylder en logbog (laver en tegning og skriver hvad han har lavet).

Emil i Talan (Emil i Thailand) og i dag skrev han. Jeg har vag i bps (badebassin)

Bryllupsdagen
4. marts 2014

Patong – Koh Lanta, Thailand.

Vi står op imens hanerne galer og det stadig er mørkt. Fulgene morgenkvidre med deres eksotiske stemmer. Asger har mavekneb de første timer af dagen og er lidt presset over tanken om 6 timer i minibus. Kommunikationen var åbenbart ikke god da vi købte busbilletter til Koh Lanta. Busturen var kun ½ time til færgelejet hvor vi blev guidet til en færge til Koh Phi Phi og efterfølgende til en anden båd til Koh Lanta. Der var ingen bølger så der kom ingen kriser på grund af bølgegang. Fin tur – rolige børn.  Det sædvanlige tumults ved ankomst. Rejsene, taxachauffører, havnepersonale. Efter vi fik et nyt værelse der ikke lugtede jordslået er Lanta Garden Home meget fint. Vi bor på 1. sal med direkte udsigt over Andaman havet  og solnedgangen. Det eneste der er imellem vores værelse og stranden er en swinningpool. Der er butikker oppe ved vejen og restauranter langs stranden med kulørte lamper og reggae musik. Her bliver vi noget tid. Pris: 500 kr. per nat inkl. morgenmad efter eget valg (værdi 100 kr.) for os alle 4.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

5 år er der gået siden vi sagde ja til hinanden på Værløse Rådhus og 10 år siden vi mødes på Café Obelix for første gang. Vi har bryllupsdag i dag. Det blev fejret på Bamboo restaurant med sand mellem tæerne, cikader i træerne og thairetter på bordet.

Det søde liv
5. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta

Vi vågner først kl 07:30 alle mand. Ren luksus. Gåtur på standen og Mette får en dukkert imens det stadig kun er lunt. Morgenmad med havudsigt. Musli med frisk frugt,  yoghurt og honning. Kaffe. Den friske frugt smager af mere herude. Formiddag med leg i poolen. Stille timer på værelset midt på dagen hvor solen står højest på himlen. Poolen igen. Thaimad til aftensmad. Dagens topscore er at sidde på strandbaren ved vores hotel og se solen gå ned over havet, drikke Chang øl. Ungerne er i gang med at grave en kæmpe krabbe fælde i sandet og glemmer helt tid, sted og fluer. Emil og Mette hyggesnakker ved puttetid. Emil vi bare så gerne til Lalandia. Emil vågn op! Dette er den virkelige udgave af Lalandia!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Feber
6. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta

Emil havde feber i nat. Han var god til at tage noget febernedsættende så han blev lovet en thai pengeseddel for bedriften. Dagen mission er at finde en pung til hver af drengene på hovedgaden som løber langs stranden. Gaden er lige som forventet af en tropeøs hovedgade. Små åbne spisesteder, butikker, tour agenter, scooter, biler, hunde, lygtepæle med 100 ledninger og sporadisk gadebelysningen, cikader og gekkoer. Vi var oppe kl. 06:45 i dag. Det er Asgers tur til at få en morgendukkert i havet. Frisk. Overraskende mange på stranden i daggryet. De løber, svømmer og går tur med deres små børn der har været tidlig oppe.  Sommerfugle med knald på farverne. Gule, orange, røde. Drengene er trætte i dag. Det er nok også en stor kontrast til deres normale trygge hverdag. Hele tiden er der nye input. Derfor bliver vi også her et stykke tid. Magne får en middagslur imens der bliver kaldt til bøn. Koh Lanta er muslimsk område (oprindeligt) Vi tager en sjov lille taxa som er en scooter med på bygget sidevogn på til det lokale (turist) marked i Saladan. Der er meget få kunder til en masse boder der stort set sælger de samme ting til de samme priser. Vi køber spand, skovle, punge og små træ skildpadder til drengene i mens der vælter thai pop ud af højtalerne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er varmt og eftermiddagen bruges i poolen. Ungerne havde glædet sig hele dagen til at vi skulle på strandbaren igen så der sluttede vi dagen med endnu en solnedgang.

Strandslot og aber
7. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

Der er en bakketop øst for vores hotel hvor solen gemmer sig bag de første timer efter solopgang. Det ville vi udnytte i dag og havde stillet vækkeuret til kl. 7 for at tage på stranden før morgenmaden og bygge et sandslot på den kølige og skyggefulde strand uden for vores dør. Derefter op og have morgenmad på restauranten på 1. sal med frit udsyn til stranden og havet. Mette bestilte en pickup til en monkey school som hurtigt kommer og henter os. Et stort hit – både køreturen derhen og selve showet. Magne fortæller: ” ”Den (aben) var mega fræk da den cyklede over til far med en kokosnød” Efter showet fik vi alle lov til at sidde med abeungerne. Vores lille abe ven var 1½ år og fræk. Emil havde en fest ved sådan at få lov til at sidde med en abe og sjovest var det da den hoppede op på hans skulder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Resten af dagen stod på badning og svømning i havet, leg i poolen, is (så er der kun 44 is tilbage fra farmor og farfar) gåtur på stranden, Aftensmad hvor alle 4 spiste thaimad (første gang det lykkes) solnedgang fra altanen. En god dag.

Elefanter
8. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

Magne og Asger ligger og lytter til at der bliver kaldt til bøn lidt i 6. Vi er vist lidt spændte på dagens elefanttur og kan ikke sove mere. Fra toppen af lygtepælene på hovedgaden sider højtalerne som afspiller bøn 5 gange om dagen. Vores tjener til morgenmaden har bare fødder. Det samme har vi. Det er dejligt at mærke varmen fra betonen på fodballer og hæle. Vi glemmer helt tiden og for travlt med at pakke sammen og komme med pickup’en der kører os ned til syd enden af øen hvor vi skal på en 1 times tur på elefantryg. Fin køretur langs kysten med palmer, strande og skrappe stigninger. Først får vi en tur på elefantryg gennem skoven. Alle 4 på den samme elefant. Det er en sjov oplevelse. Derefter er det fodringstid og Emil giver ivrigt ananasskiver til elefanterne som tager skiverne med snablen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Om eftermiddagen køber Emil et bodyboard i minimarkedet på hotellet for pengene fra mormor og morfar. Han tester det med det samme i havet sammen med Mette med det samme. Magne og Asger hygger i poolen imens. Den står på svømme-ridetur på fars ryg. Is (så er der kun 42 is tilbage fra farmor og farfar) Efter aftensmaden går vi en tur på stranden i skumringen og spiser pandekager et meget hyggelig sted med malede træbord, kulørte lamper i træerne og en masse svenske børn på en lille legeplads. Når ungerne sover skal vi til at finde ud af hvor længe vi bliver på Koh Lanta. Det er svært at komme herfra igen. Koh Lipe er opgivet, da øen er meget populær set ud fra hvor svært det er at få et hotel. Måske Koh Phi Phi eller Krabi.

Nældefeber
9. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta

Det er roligt på stranden da vi spiser aftensmad. Solen er på vej ned i havet og farver himlen gul, orange og rød. En flok svaler går på rov langs stranden efter de insekter der kommer frem i skumringen. Vi spiser tidligere aftensmad end de fleste og restauranten på stranden hvor vi sidder er næsten tom. Til gengæld står vi tidligt op for at bruge stranden de første timer af dagen hvor der er skygge. Klong Dao er en dejlig strand. Den er formet i en perfekt halvmåneform afgrænset af træer og palmer. Vandet bliver først dybt langt ude og der er ingen sten. Det er perfekt til børn. Her er ingen strandsælgere, eller liggestole på stranden. Langs stranden løber hovedgaden med butikker. Det er lige tilpas turistet til vores smag.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Emil har haft noget rødt udslæt ved det ene øje i dag og til aften udvikler det sig på kinder, hals og den ene arm. Mette er som altid på pletten i disse situationer og bestemmer det hurtig til at være nældefeber. Sekundet efter er hun ude af døren til det nærmeste apotek efter nogle antihistamin som hun får fat i 5 minutter i lukketid. En time senere viser pillen sin effekt og nældefeberen ligger sig igen. Emil får en rolig nat. Mette er oppe et par gange for at tjekke ham.

Vi har nu fået styr på rejseplanen for resten af ferien.

Til den 16/03: Lanta Garden Home, Dao Klong Beach, Koh Lanta.
Til den 20/03: Phi Phi The Beach Resort , Long Beach, Koh Phi Phi.
Til den 26/03: Red Ginger Chic Resort, Ao Nang, Krabi.
Til den 27/03: Discovery Boutique Camps, Khao Sok (Surattthaini)
Til den 28/03: Phuket Bike Resort, Thalang, Phuket

Shop-amok
10. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

En dase dag (mere) på  Klong Dao Beach. Kun afbrudt af diverse indkøb. Frimærker i 7/eleven. Bananer i den lokale købmandsbiks hvor bananerne dingler fra loftet i blå snor og alverdens eksotiske madvare står på gamle vakkelvorne reoler. Om eftermiddagen går turen til det lokale turist marked i Saladan med en scooter-taxa for at købe t-shirt til drengene, solcreme og færgebilletter til Koh Phi Phi. Der ligger et supermarkedet over for turistmarkedet som vi kigger forbi og køber lidt hygge. Magne har glædet sig til at komme ned på stranden og sidde på tæpper ved den lokale strandbar til aften. Vi drikker øl. Drengene leger. Solen går ned.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Pristjek:
Klipning: 16 kr.
Chang øl i supermarked: 6 kr.
5 bananer ved købmanden: 1,60 kr.
Frokost og aftensmad på restaurant for 4 personer (morgenmad er inkl. i ophold): 160 kr.
Stor pakke toastbrød 7/eleven: 7,50 kr.
Lille Cola i supermarked: 2 kr.

Vi har en gekko på værelset. Vi har døbt den Ole.

Farmor & farfar is status: 38 tilbage.

Asgers forskønnelses og wellness dag
11. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

Morgen på stranden. Drengene leger at de graver efter olie. Mette finder muslingeskaller. Morgenmad – musli, brød, frisk frugt, lassi, juice og kaffe. Det bliver en god dag. Leg i havet hvor selv Magne overvinder sin frygt for det store hav og pjasker rundt.
Frisøren er en lav mand med underbid som har svært ved at nå op til Asgers hoved under klipningen. Bedre går det da det bliver Magnes tur.  De røde hårtotter blander sig med de sorte totter på det varme betongulv i den lille salon. Salonen har 3 vægge men er åben ud mod hovedgaden med udsigt til bakkerne og den frodige grønne skov på den modsatte side. Loftet er en stribet presenning med en hurtig roterende ventilator. De små pib fra de 4 bure med farvestrålende fugle i salonen blander sig med nyhederne på thia fra billedrørsfjernsynet i baggrunden.  På gaden er der aktivitet fra handlende, turister, scooter og pickup trucks.
Briksen er bygget som en platform af bambus og taget er af palmeblade. Det lille massage sted ligger på stranden lige ved vores hotel. Asger får en times massage i middagsheden. Først er det lidt akavet at have en ung thai dame siddende på ben og balder imens jeg ligger på maven. Men damen kan sit kram og har stærke finger og hun finder alle de ømme punkter som jeg kendte i forvejen. Jeg rejser mig fra briksen som et nyt menneske.

11.03.2014.Koh Lanta

Eftermiddags gåtur på stranden og aftensmad på et lille spisested ved hovedgaden. Der er god underholdning med tuk tuk’er, biler og mennesker så drengene sidder bare og kigger helt stille. Emil råber ”se der” og peger op i luften hvor en ørn svæver nærmest i slowmotion over vores hoveder mens vi venter på vores mad.

Detox og Old Town
12. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta

Emil har stadig noget udslæt/nældefeber. Nu har vi sat ham på en skrap kur hvor han i dag kun må spise brød og drikke vand. Det vil sige at der ikke er noget cola, frugtshakes, pomfritter eller andet der muligvis kan fremprovokere udslættet. Ingen solcreme og ingen myggespray. Det tager han meget pænt.
Vi tager en ombygget ladbil til Old Town. Ladet har et tag men er åben i siderne. Der er sæder som vi kan sidde på. Der er lyserødt gulv og et gigantisk stereoanlæg indbygget i væggen mellem os og førerhuset. Vi suser afsted på betonvejen med grønne palmer langs vejen og Gangnam style på anlægget. Det kunne ungerne godt lide. Vi kører mod sydøst til vi møder kysten hvor Old Town ligger på den modsatte side af øen. Byens hovedgade ligger langs kysten og de huse der er på kystsiden af vejen er bygget på pæle ud i havet. Der er gamle flotte træhuse, blomster, potter, kinesiske røde papirs lamper og fugle i bure. I de fleste huse er der butikker der henvender sig til turister. Her er meget fint og hyggeligt. Vi har brug for et lille hvil fra varmen og søger mod de små spisesteder og caféer der er i husene på pæle langs kysten. Vi træder ind i en cafe og følger skiltet der guider os til havudsigten. Vi går gennem køkkenet og ud på en primitiv men meget hyggelig platform med orkidéer hængende i små potter fra loftet. Gulvet er slidte træbrædder hvor der er mellemrum således at hvis man tabte en mønt ville man være sikker på at den ville være tabt. Vi kører hjem med den samme taxi som har holdt og ventet på os.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er næsten noget uforskammet over som dansker ikke at have nævnt vejret de 12 dage vi har været afsted. Vejret er jo ynglings samtaleemne number one derhjemme. Der er altid noget galt med vejret. Enten er det for koldt, ellers er det for varmt. Ellers regner det for meget eller for lidt. Problemet er at der ikke er noget at brokke sig over her og derfor ikke noget samtaleemne. Vejret er p-e-r-f-e-k-t. Sol hver dag. 30 – 35⁰ C om dagen og tropenætter med 25⁰ C. Nogle dage blæser det lidt, andre gør det ikke.
Eftermiddag i poolen. Aften ”på tæppet” ved strandbaren til solnedgangen.

Rejsen til det lyserøde land
13. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

Kl. 01:00
Emil får udslæt/nældefeber på arme, ben og hoved. Han får antihistamin. Han får det hurtigt bedre.
Kl. 06:38
Magne vågner. Får lov at spille Ipad så han ikke vækker de andre.
Kl. 07:50
Emil vågner.
Kl. 08:10
Morgenmad med kaffe, muesli og lassi. Snakken går omkring Emils udslæt.
Kl. 08:58
Oplæsning af vikingebogen for Emil og leg med de muslingeskaller vi har fundet på stranden.
Kl. 09:39
Emil laver lektier.
Kl. 10:30
Leg i poolen

13.03.2014.Koh Lanta

Kl. 11:44
Frokost. Toast fra 7/eleven. Billig og god frokost.
Kl. 12:08
Hviletimer imens solen er højt på himlen. Emil spiller Ipad og Magne kigger på. Det er ikke sikkert Magne får en middagslur. Der er meget krudt i ham.
Kl. 13:05
Vi sover alle 4.
Kl. 14:30
Vi spiser is fra 7/eleven. De koster kun 2,50 kr. Så bliver det svært at få brugt is pengene fra farmor og farfar.
Kl. 15:34
Mette og Asger nyder en stor kold Chang øl på altanen i eftermiddagsvarmen.
Kl. 16:30
Leg i poolen.
Kl. 16:40
Mette giver den bog hun er færdig med at læse til nogle andre dansker på hotellet. Lene og Karl. En svensker giver os samtidigt en luftmadras til at bruge i havet da han skal rejse videre.
Kl. 17:30
Ungerne leger med luftmadrassen på værelset. De leger det er en færge der sejler til et lyserødt land. På vejen møder de underbuks-fisk.
Kl. 18:13
Aftensmad med solnedgang over havet.
Kl. 18:25
Gåtur i strandkanten i skumringen med de lune vand mellem tæerne, cikaderne holder koncert og drengene løber frem og tilbage i vandkanten og shorts og bluser bliver plaskvåde. Da vi kommer til vores eget hotel og massage-stedet er pakket sammen, kommenterer Magne: ”nu er det slut med maseriet!”
Kl. 19:30
Spilletid på Ipad og computer.
Kl. 20:00
Puttetid.

En dag på ”kontoret”
14. marts 2014

Klong Dao Beach, Koh Lanta

Vi har ikke rigtig ro i kroppen til at sidde og nyde morgenmaden. Vi har nemlig aftalt at vi skal ned på stranden og lege færge i havet med luftmadrassen. Efter lidt startproblemer hvor både Emil og Magne bliver kastet af i brandingen bliver det rigtig sjovt at sejle frem og tilbage. Vi spotter de højeste træer ved stranden og sætter os der for at have skygge så lang tid som muligt. Der er en duft af røgelse fra det lille hustempel der er bag os, lyden af brusende bølger og et lille palmetræ. Dette er vores lille tropeparadis. Emil og Mette har gang i noget af et projekt med at bygge Noahs Ark og laver en masser dyr i sandet. Magne og Asger henter vand nede i havet til projektet.

14.03.2014.Koh Lanta

Vi har efterhånden en stor samling af meget flotte skaller, små konkylier og døde koraller vi har fundet på stranden. Efter søgning på nettet fandt vi ud af at vi ikke må medtage noget af det til Danmark. Vi har returneret det hele til stranden. Nu samler vi skrald i stedet. Ikke fordi der er vildt meget. Men det er en rar tanke at være med til at bevare denne fine strand sådan at det ikke bliver et nyt Patong helvede.
Eftermiddagen og aftens forløb. Mette er nede og få massage. Hun ved med det samme da hun ligger sig og kan høre havet og lugte olien at det er den helt rigtige beslutning. Leg i Poolen. Det er fredag og vi stabler vores egen Disney sjov på benene med YouTube videoer og slik.

Minecraft og kattekillinger
15. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta

Emil taler om Minecraft. Om hvad han vil bygge, om zombier, om legeaftaler når vi kommer hjem for at spille minecraft, om hvor meget træ han skal fælde. Når mor er træt af at høre om det, ja så er det godt far har 2 friske ører til at lytte. Emil er meget optaget af Minecraft og for hans skyld kunne vi være på månen, Farum eller hvor som helst men vi sidder faktisk i en pickup truck med vind i håret. Det er let at finde en taxa. Man går bare op til hovedgaden og hurtigt kommer der en taxa og spørger og man skal bruge et lift uden at være anmassende. Vores chauffør er af den slags som holder hornet i bund og overhaler alt og alle. Vi er på vej til Lanta Animal Welfare og med den fart tager det kun 10 minutter at komme derhen. Det er et sted der holdes i gang af frivillige som tager sig af hjemløse katte og hunde. Vi får en guidet rundtur og ser alle hundene og kattene og får forklaret hvilken behandling og historik de har. Specielt de få uger gamle kattekillinger får meget opmærksomhed. Derefter er der mulighed for at lufte et par hunde eller kæle med de store kattekillinger. Vi kæler med kattekillingerne indtil vores chauffør kommer tilbage for at hente os.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Magne ligger lidt og roder rundt. Det er tid til hans middagslur. Pludselig siger han ”se det ligner regn” Den er god nok. Der kommer nogle ualmindelige saftige byger denne eftermiddag.
Det er den sidste aften på Klong Dao stranden for denne gang. Vi har talt hele dagen om at vi skal hygge os på ”tæppet” ved strandbaren til aften. Desværre er der stadig overskygget og vi får kun nogle få glimt af rødglødende skygger. Først får vi besøg af en usædvanlig adræt lille thai pige på vores tæppe. Hun er vel 1½ år og med springvand i håret. Hun charmerer helt vild. Hun går målrettet efter Magnes legetøjsbil men Magne er vågen og jagten lykkes ikke. Emil og Magne pjatter og løber derefter om kap med et svensk søskende par. Det er rent idyl på stranden i aften og vi kan nyde de legende børn imens vi får os en Chang øl. Vi går hjem da det er blevet helt mørkt.
Vi taler med Connie og Erik via Skype. Midt i at Emil er ved at miste modet ved synet af live billeder af Otto som passes af Connie og Erik går strømmen. Mette henter stearinlys i receptionen og det bliver helt hyggeligt omend lidt lummert uden aircon.

Phi Phi langstrømpe og prinsessesengen
16. marts 2014
Klong Dao Beach, Koh Lanta til Long Beach (Hat Yao) Koh Phi Phi Don

Vores chauffør smider vores rygsække op på taget af pickup’en og vi tager plads til den korte køretur til Saladan hvor vi skal videre med en færge til Koh Phi Phi Don (Phi Phi langstrømpe kalder Magne øen) Der skal vi bo de næste 4 nætter. Tit er et færgeleje og dens leben ren overlevelse men her bliver vi overrasket af en meget hyggelig smal gade langs vandet hvor husene på kystsiden er bygget på pæle. Der er små spisesteder, restauranter, guesthouses og tour bureauer. Overraskende hyggeligt. Vores færge er slank, lang, lyseblå og i 2 etage. Der er ventilatorer til køling og en larmende dieselmotor der kan høres, lugtes og mærkes. Vinduerne kan åbnes og der hænger fødder ned foran dem fra de der sidder på kanten af båden ovenpå. Jeg syntes det er fantastik og føles som at rejse på eventyr. Det kan sammenlignes med at køre i et IC3 tog som bare er kedelig transport og så det er tage en tur med et veterantog hvor man kan mærke toget. Lugte røgen og olien. Åbne vinduet og mærke verden der kommer forbi. Drengene derimod har det begge meget varmt i den manglende aircon. Det er lummert i dag og drengene sveder så det driver af dem i mens de får en lur på båden.

16.03.2014.Koh Phi Phi Don

Ved ankomsten skal vi igennem et gedemarked af folk der vil have vi skal booke deres hotel eller sejle med deres longtail båd. Men sådan leger man ikke med den erfarne rejsende Fru Nielsen der styrer 2 børn og sikrer os en god pris på den lille sejltur til Long Beach. Der er ingen veje på øen så eneste mulighed er enten at gå eller tage en båd. Magne, Emil og Asgers første tur i en longtail båd. Sjov oplevelse. Den karismatiske longtail båd kan ikke komme helt ind på stranden og vi går gennem vandet ud til den med vores bagage på ryggen, børn i armene og sko i hånden. Det giver et brøl da motoren starter. Der er ingen fin indpakning her. Alle bevægelige dele på motoren kan vi se rotere. Vi skyder en god fart i den lange træbåd men kan ikke tale sammen for støjen fra motoren.
Vi har købt et lidt dyre hotel på Long Beach og det er virkelig fedt.  Vi har vores egen hytte oppe af bjergskråningen.  Fra vores seng har vi en imponerende udsigt ud over Tonsai bugten og Koh Phi Phi Leh. Her er pool og ved ankomst blev vi kørt op til vores hytte. Vi har kort været nede på stranden som virker noget slidt. I vandet er kun døde koraller og ganske få fisk. Bebyggelserne ved stranden virker lidt rodet og ufærdiggjort. Måske får vi et bedre indtryk i morgen. Vi nyder skumringen på altanen som har samme gode udsigt som vores seng med en kold øl og lytter til cikadernes sang. Fantastisk beliggenhed. Emil skal undersøge det hele og får både brugt en af de kamme der ligger på badeværelset, testet føntørre på sig selv og drukket en cola i den fri minibar og kommer glad ud af badet iført morgenkåbe og hjemmesko.. det gør Magne selvfølgelig også 2 minutter efter!!
Drengene var lidt trætte efter en dag med rejsetid, så vi spiste på hotellets restaurant. Det var jo chokerende dyrt… 1050 baht for en pizza, sandwhich med pommefritter, thai ret+ris, en stor øl og en stor flaske vand. Det svarer til dobbelt op og løber op i 170 kroner – men var desværre også dobbelt så dårligt. Godt det trods de danske priser var en yderst overkommelig aftensmad rent økonomisk.
Humøret når nye højder da de 2 gavtyve Magne og Emil finder ud af, hvordan det myggenet de skal ligge under i nat, fungerer. De råber på skift ”vi skal sove i en prinsesseseng, vi skal sove i en prinsesseseng”

Viewpoint og Piña Colada
17. marts 2014
Long Beach (Hat Yao) Koh Phi Phi Don

Magne vågner klokken 5 i disse dage. Asger sover ikke tungt og Mette havde svært ved at sove. Det kan kun betyde en ting – det er fuldmåne. Her på resortet er der morgenmadsbuffet. Det er lækkert og alle kan vælge det der behager. En god morgen, vi får musli med frisk frugt, pandekager med sirup, hjerteformede spejlæg og masser af kaffe og juice.
Vi tager en longtail båd ind til byen der ligger på tangen mellem de 2 dele af øen. Byen er noget af en turistby med små smalle gader, barer og butikker. Vi gider det ikke rigtigt. Vi finder vejen op til viewpoint 2 som først fører os op af 327 trapper. Emil og Mette har selv talt dem. Derefter går vi på en smal betonsti mellem kokospalmer og cashewnød træer til vi når udsigtspunktet. Begge drenge tager turen i stiv arm og går begge den stejle vej derop. Det er lummert og sveden driver af os. Vi syntes vi er heldige at have valgt en dag hvor det er overskyet. Udsigten er rigtig fin.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi går ned i byen og handler ind da det ikke er muligt på vores strand. Der er slanger i paradis. Byen er virkelig ikke noget paradis og på vores strand er kun døde koraller. Øen har et fantastik setup men er blevet overbebyrdet af – ja os. Alt for mange turister på et så naturfølsom et område.
Emil og Magne leger og leger her til eftermiddag. Først i hytten, så ved swimmingpoolen og sidst på stranden. Der er virkelig krudt i dem i dag. Mette er i hopla og henter en Piña Colada med orkide og ananas som pynt til sin mand, som nydes ved poolen. Der er mange træer ved stranden og det giver skygge ved poolen og stranden. Det er rart når vi har de 2 rødhårende banditter med. Mette finder et meget hyggeligt spisested med havudsigt. Priserne er de halve af vores resorts restaurant og maden dobbelt så god.

Tropestranden og de trætte børn
18. marts 2014
Long Beach (Hat Yao) Koh Phi Phi Don

Jeg er på vej op af en lille bakke før det begynder at gå nedad igen. Jeg er på vej til Loh Moo Dee beach. Vi skulle have været på en longtail båd ud og se farvestrålende tropefisk efter morgenmaden men drengene er trætte og vil meget hellere lege dyrlæge i hytten. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind over tanken om at være i hytten mod at være på tur og se nogle rigtige dyr. Det er simpelthen spild af god lokation. Jeg har svært ved at være den tålmodige familiefar og vil meget hellere ud og opleve noget. Mette opfanger den begyndende krise og tager drengene og sender mig ud og kigge på den næst nærmeste strand. Jeg kommer hjem i et rigtig godt humør. Efter jeg var kommet over den lille bakketop kommer der en lille dal til syne, med kokosnødspalmer, store tropesommerfugle, fugle højt over palmerne og en enkelt abe i et træ. Vandet er krystalklart og helt turkis under den skyfri himmel. Der er kun få mennesker og et par bambushytter. Det er en dejlig tropestrand. Jeg tager en dukkeret i det 29⁰ C varme vand. Måske er Koh Phi Phi Don ikke så dårligt et sted alligevel? Her er dog som alle andre steder for meget affald der bare får lov at ligge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi går alle en tur ned til den lille mole ved Long Beach for at se om vi kan tiltrække nogle fisk med noget toastbrød. Det er en stor succes og drengene smider brød i vandet. Der kommer zebrafisk, store fisk med flotte blå haler, nogle lange blå fisk med en lang snude som nærmest spidder brødet. Der er nok 100 fisk. Derefter er det køletid i poolen og hviletid i bungalowen, hvor begge drenge beordres til at sove til middag. Den ældste er noget utilfreds over, at han skal sove i stedet for at spille minecraft, men sådan er det, når man er på-tværs-træt.

Det er da livet det her
19. marts 2014
Long Beach (Hat Yao) Koh Phi Phi Don

Solen står op klokken 06:30 og går ned igen kl. 18:30. Vi er tæt på ækvator og dag og nat er lige lange. Vi står op sammen med solen i dag. Vi skal på tur til Koh Phi Phi Leh med en longtail båd. Først skal vi ned og have den lækre morgenmads buffet. Et par katte går dovent rundt – de ved at der falder lidt godbidder af rundt omkring.
Vi sejler over til Koh Phi Phi Leh i vores egen longtail båd. Det er en god turform for så kan vi selv bestemme tempo og steder vi vil hen uden at tage hensyn til andres ønsker. Først stop er ved indsejlingen til Ao Pile som er en lang smal bugt med høje kalkstensklipper hele vejen rundt. Før vi tog afsted købte vi et helt franskbrød til at foder fiskende med – det var en god ide. Vi prøvede at smide lidt brød i vandet og pludselig vrimlede det med fisk. Rigtig mange fisk endda. Flest zebrafisk men også andre farvestrålende fisk. Mette forslår at jeg skal tage ud og snorkel her så jeg tager en redningsvest på og kravler i vandet fra båden. Den første snorkel er ikke tæt og da jeg vil smide den op til Mette i båden lander den i vandet og synker til bunds. Pis – men heldigvis dykker vores styrmand ned efter den. Det var ikke til at bære at efterlade affald her. Vandet er ultra klart og fiskene er flotte. Vi sejler videre til Ao Maya som de fleste nok kender fra backpacker filmen ”The Beach” Der er ingen tvivl om at det er en fantastisk strand og bugt. Men det er klart at vi ikke har det alene skønt det ville være dejligt. Her er faktisk rigtig mange mennesker og vi gider ikke tage ind til menneskemyldret på stranden. Dagens anden snorkel stop og fodring af fisk er i Ao Maya. Her er flere forskellige arter og hårde koraller (usagkyndigt bud) Det er meget fint. Emil prøver at komme i vandet men kommer hurtigt op igen da jeg fortæller ham at der en musling på størrelse med en fodbold der åbner og lukker sig. Sidste snorkelstop er ved Palong bay hvor der er klart flest forskellige fisk. Her er virkelig spændende. Det er også her jeg spotter den berømte klovnefisk (find Nemo) og en af de der trekantede fisk. Det er en eksotisk oplevelse. Men nu har Mette og drengene også været tålmodige nok med mit pjasken rundt og vi vender snuden hjemad. Magne syntes åbenbart det er så kedeligt at han falder i søvn i Mettes arme (ellers er det vuggeriet der gør det)

19.03.2014.Koh Phi Phi Don

Mette har ofret sig og gået ned til en restaurant for at hente kaffe og iskaffe to go. Da hun kommer tilbage ligger hun på en dune på gulvet efter et slag Uno med Emil imens der er hviletime. I vores hytte er der gulv til loft vinduer og hun kan ligge og kigge ud på det turkise vand, bådene, bananpalmer og Koh Phi Phi Leh hvorefter hun udbryder ”det er da livet det her” og ja, jeg må give hende ret.
Resten af dagen: Leg i poolen, cocktailbaren, en sovende rødstribet kat under vores liggestol der trænger til nus, skjorter på og op at spise på Hilltop ”resort”
En lille anekdote fra forleden hvor Magne fik lov til at spise en ostemad imens han legede i sengen (det er vel ferie) Pludselig var ostemadden væk. Vi kunne ikke finde den nogen steder. Men så fandt Emil den. Klistret fast på Magnes t-shirt på ryggen.

En træls dag
20. marts 2014
Long Beach (Hat Yao) Koh Phi Phi Don til Ao Nang

Vi skal videre i dag. Vi tager til Ao Nang men har først 2 timer vi skal slå ihjel ved poolen fra check ud til vi bliver hentet i en longtail båd. Sejlturen fører os til havnen og byen her på Koh Phi Phi Don. Byen minder mest om en sydeuropæisk fest by og det er ikke det oplagte stede at skulle bruge 2½ time til færgen kommer og henter os og det samtidig er meget varmt. Vi finder dog et hyggeligt sted hvor vi drikker en cola og spiller Uno. Det er midt på dagen og meget varmt. Magne plejer at sove til middag på dette tidspunkt og det hjælper ikke på humøret. Endelig kommer færgen og den har aircon. Magne og Emil sover det meste af den 1½ time lange færgetur. Fra færgelejet og ind til Ao Nang skal vi med en bus. Bussen er en ombygget lastbil i alverdens farver. Vi ankommer til vores hotel, men er ikke helt tilfreds med værelset. Her lugter fugtigt men intet andet værelse er ledigt.  Vi tager en hurtig køler i den store pool.
Magne blev nappet i fingeren da vi var på Monkey School. Kun en markering og intet blod. Vi havde ikke tænkt så meget over det men i dag da vi undersøgte sagen på nettet blev vi mere og mere i tvivl om vi burde gøre noget. Rabies er ubehagelig og vi blev mere og mere i tvivl om der var en risiko. Sagen tog rigtig meget af vores energi og Mette kontaktede SOS hvor vi har vores forsikring for at få råd. De virkede nu noget inkompetente men til sidst fik vi svar fra deres læge. Det gjorde ikke sagen lettere at det hele foregik på svensk og norsk. Aftalen blev af vi kontakter en lægeklinik her i morgen. Oven i alt dette her både Mette og Asger begyndende maveproblemer som bemærkes ved kvalme.

Lorten på lægens gulv
21. marts 2014
Ao Nang

Sagen med aben fra i går udvikler sig og Mette kommer til at tænke på besøget på Lanta Animal Welfare og om der kan være risiko ved at en hundehvalp måske slikkede på Emils ben hvor der sandsynligvis har været nogle små sår. Vi tager en scooter med sidevogn hen til lægeklinikken. Manden er grundig og ser på Magnes fingre osv. Det skal observeres i 7-10 dage og da han ikke har haft hverken røde hævelser, udslæt, eller ondt i hånden og feber, opkast eller andet, så ”No problem”. Han siger at alt er fint og der ingen symptomer har været på det. Vi laver et lille pitstop på McDonalds, egentlig mest for at få en is, men det tager om sig og indbefatter også ice coffee, pommes og masser af ketchup.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

På hjemvejen er Mette og Emil inde på lægeklinikken for at snakke om Emil imens Magne løber rundt uden for og Asger holder øje med ham. På et tidspunkt laver han lort i bleen og da vi snart skal hjem vil vi vente med skiftningen. Magne vil gerne ind til Mette men vi har ikke opdaget at bleen er blevet utæt i den ene side så der løber lort ned af Magnes ben og en klat rammer gulvet. Klinikkens store langhårende hvide hund får hurtig interesse for klatten som vi hurtig får fjernet. Emil ser de ikke nogen grund til at vaccinere, men renser han sår på benene (selvom de nok er kommet til efterfølgende, men lad nu det ligge). Vi må hjem i en fart. Mette og Asger døjer stadig med kvalme. I hviletimen ringer Mette rundt for at høre om hunden og aben er døde. Det er de ikke og det burde betyde at de ikke havde rabies. Ellers ville de være døde inden for 7 dage.
En munk i mørkorange klæder, går forbi os. Da han passere Emil prikker han Emil i siden. Emil kigger forbavset efter ham og syntes efterfølgende at munke er mega seje.
Vi har ikke så meget overskud i dag og ender for anden gang i dag på McDonalds, da vi skal have aftensmad. Efter hurtig email konsultation med Trine sygeplejerske, Mettes veninde, så falder der ro i lejren og vi har haft en god nat, hvor vi har sovet igennem – alle 4.

Donalds-Donalds
22. marts 2014
Ao Nang

Magne pjasker rundt i poolen. Mette sidder på en liggestol og taler om løst og fast med et ældre dansk ægtepar. Emil og Asger klare verdens situationen i pool baren. Der er lige nogle ting der skal på plads med staten, skatter, rige og fattige lande. Hotellet her i Ao Nang bruges også af Apollo og Ao Nang minder lidt om en tyrkisk badeby. Der er dog nogle forskelle. Her er en meget flot skærgård. Gadesælgende er langt langt mindre pågående. Her er et eksotisk strejf med lugten af røgelsespinde og munke der samler ris ind om morgenen.

22.03.2014.Ao Nang

Der er stadig lidt mave problemer, som Magne med et barns uskyld gør alle ved poolen opmærksomme på, da han svømmer ind til kanten, kigger i retning af Mette og råber (og mener råber!!) ”Mor, – har i egentlig stadig tyndskid??” Da drengene gerne vil på McDonalds spiser vi aftensmad der igen. Som Magne siger det ”skal vi spise på Donalds-Donalds i dag?” Mette har fundet ud af at vi kan låne DVD film i receptionen her på hotellet. Vi holder biograf aften med popcorn og cola imens vi ser Surf’s Up animationsfilm alle fire.

Natmarked
23. marts 2014
Ao Nang

Drengene er ved at glæde sig til at komme hjem. Vi snakker meget om deres legetøj og alle dem de kender derhjemme.  De laver planer for hvad der skal ske når de kommer hjem. Det bliver sjovt at se dem når de kommer hjem. Vi taler over Skype med mormor og morfar og får et lille view af Otto.
Efter aftensmaden som vi ikke fortæller hvor foregik – ok samme sted som i går – og forgårs tager vi en taxa. Vi skal til Krabi by og se weekend natmarkedet. Vi aftaler med chaufføren at stoppe ved et tempel, men han foreslå 2. Vejen til Krabi fra Ao Nang er 20 kilometer og overraskende flot. Vejen snor sig mellem høje kalkstensklipper. Der er palmer, hunde og lav bebyggelse med butikker og værksteder. Det første stop er det buddhiske tempel Wat Sai Thai. Der er en 20 meter lang liggende buddha og en kæmpe klokke i et helligt træ med farverige bånd omkring. 3 munke er i gang med at feje pladsen foran træet med koste fremstillet af et bundt grene. Pladen er kun jord og det støver. Næste stop er i Krabi by hvor vi tager et kik på templet Wat Sai Thai. Det er et forholdsvis nyt hvidt tempel. Trappen derop her gelænder formet som store drager i guld. Vi tager skoene af og går op for at kigge på selve templet. Vi ved ikke om vi er velkomne indenfor før en munk derinde som vinker os ind. Vi sætter og stille på gulvet og jeg forklare Emil lidt om at dette er deres kirker. Emil sidder helt stille og suger indtrykkene til sig. Det er en ny verden for ham. Stemningsfuldt besøg men nu skal vi også videre til natmarkedet. Mette er skrækslagen da vi kommer ud pga 5-8 streetdogs der gerne vil snakke. Heldigvis jager en af munkene dem væk fra trappen, så vi kan komme ned til vores taxi igen. Markedet er rigtigt fint og hyggeligt. Der er stor forskellighed i hvad boderne har og jeg tør næsten sige at der ikke var 2 boder med samme udvalg. Det ses ellers ofte syntes jeg at alle sælger det samme på de samme markeder. Men det er så ikke tilfældet her og her er mange nye og spændende dufte og indtryk. Her er hele blæksprutter hakket i skiver hvor der er puttet salat imellem. Der er et børneband der spiller klassisk thai musik for at tjene lidt penge. Her er frugter jeg ikke kender navnene på. Der er t-shirt og klipklappere. Der er energi sparepære i synlige fatninger og hvide ledninger over boderne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Drengene får lidt nyt legetøj som de når at lege lidt med før det igen i aften er biograf på værelset. I aften er der ”Cars” på programmet. Midt i forestillingen ringer telefonen, til vores store overraskelse, så vi vælter nærmest ud af sengen, telefonen ryger på gulvet, ungerne bliver forskrækkede. Men det var telefon til os. Asger skulle have haft en oplevelse i morgen og havde bestilt en heldags snorkeltur, men da der var for få tilmeldte, blev turen aflyst. Rigtig ærgerligt for Asger, men hyggeligt for os andre!!
Det går bedre med maverne. Asger har været frisk i dag og Mette is getting there… i morgen er den med garanti i hus!!

Dagen hvor vi faldt i en turistfælde
24. marts 2014
Ao Nang

Den lille thai frøken har Union Jack i ørerne og hestehale. Hun ligger vores toast i toastmaskinen. Det er næsten blevet vores obligatoriske frokost fra 7/eleven. I dag har der været problemer da en længerevarende strømafbrydelse udsatte frokosten. Da jeg ventede på at vores toast blev varmet betaler en thailandsk fuldvoksen mand med mørke solbriller for en lille appelsinsodavand. Det ser egentligt ret fjollet ud. Strømafbrydelsen starter en kæde reaktion og Magnes lur bliver forsinket. Magnes forsinkede lur gør at dagens udflugt også bliver forsinket og vi bliver nød til at vække Magne for ikke at dagens mål når at lukke.
Vi tager en tuk tuk til Coastal Resource Management Unit som ligger kort herfra i Ao Nam Mao. Det er et center hvor regeringen opdrætter fisk og skildpadder for at sætte dem ud i naturen for at holde bestandene ved lige. Der er sat nogle akvarier op til besøgende. Flest med klovnefisk ”babyer” men også andre flotte fisk. Nogle havskildpadder ser vi også længe på i nogle (for) små bassiner. Det er ikke ligefrem ”Den Blå Planet” i København men drengene hygger sig med at se på dyrene. Vores chauffør har taget sin datter med som vel er på Emils alder. Da vi går fra bassinerne op til bilen, undrer det os endnu engang, at man ikke rydder op. I et af bassinerne, ligger der plastikflasker og en død fisk i det ene hjørne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Chaufføren vil køre os gratis forbi Fossil Shell Beach som ligger lige om hjørnet. Det er noget af turistfælde. Da det er en national park skal vi give penge for at gå ned af trappen til forsteningerne på stranden. Der er ikke meget at se og det kræver vist at man er geologi studerende for at finde det spændende. På vejen op fra stranden er der vel omkring 40(!) boder der stort set sælger de samme ting. Sandt at sige at den største oplevelse her var da der kommer en sommerfugl med et vingefang på 10 cm svævende forbi. Chaufførens pige har både fået en is og en trompet som hun flittigt bruger på tilbagevejen til vores hotel. Vi spiser på – hold nu fast – en Thai – Indisk – Italiens restaurant. Rimmeligt ambitiøs. Tjenerne er vilde med Magne og ”stjæler” hans legetøj, kilder ham, og high five’er med ham. Vi går hjem og langs strandpromenaden og Emil køber lidt ind for hans egne penge fra hans egen pung. Det scorer han smil og point ved hos de forretningsdrivende damer. Da vi kommer ned på promenaden løber der er indisk-udseende kvinde rundt og råber og skriger helt hysterisk, det viser sig, at hendes søn på 2 år er blevet væk. Det var altså ikke så hysterisk, men en mors frustration over, ikke at kunne finde sit barn i et fremmed land. Hele promenaden er involveret i eftersøgningen. Magne bliver prompte sat på Asgers skuldre, så har vi styr på ham og Emil får en lodret på at holde i hånd. Der gik heldigvis ikke lang tid før opstanden var endnu større, hun havde nemlig fundet sin dreng igen!! Alt er godt, drengene forstod ikke hvorfor hun råbte så højt?? Tjaee… hvem ville ikke gøre det?  Aften biograf er Frøen og prinsessen. Da ungerne sover, åbner vi en stor Chang og skal se Troy…. Mette skal lige se, hvad det der Hay Day (Ipad spil) egentlig går ud på… og ender med at tjene penge til Emil i stedet for at se Troy, men det var hyggeligt alligevel.

Kokosnød og pandekager
25. marts 2014
Ao Nang

Man ved det er tid til at komme videre når den ansvarlige for stegning af æggene i ”egg corner” begynder på min ordre før jeg har afgivet den til morgenmadsbuffeten. Vi skal videre i morgen. Meningen var at tage til Khao Sok National Park. Men vi er blevet enige om at det bliver for meget for Emil og Magne med 3 forskellige hoteller de sidste 3 dage før vi skal flyve 20 timer. Vi har booket en nat mere på det hotel vi skal være på den sidste nat på Phuket. Vi er ved at være færdig med morgenmaden da Emil begynder at rode rundt i munden med sine fingre. Han udbryder ”så kan jeg bedre forstå at jeg ikke kunne tygge det” Hvorefter han viser os den rokketand han har haft de sidste uger. Emil fortsætter ” Seeejt at miste en rokketand på den anden side af jorden”
Vi tager en tur rundt om Ao Nang i cruise tempo i en tuk tuk for at se lidt af området. Her er nu meget flot og det er en hyggelig tur hvor drengene er i godt humør. Gummiplantager, små palmeolieplantager, en mark med ananasplanter, høje kalkstenklipper er strøet spontan omkring som giver en flot skyline, gyldne toppe på moskeernes tage. Køer og folk på tur på elefanter. Resorts og små bambushytter.
I middagshvilet læser Emil læs-let bøger som Mette har hentet på Ipad’en. Efter hvilet tager Emil, Magne og Asger ned til hovedgaden for at hente eftermiddagshygge. Emil vil gerne smage kokosmælk direkte fra en kokosnød og vi køber også 2 pandekager med banan og chokolade. Det er et lille marked hvor både turister og lokale kommer og køber mad. De små boder er monteret på motorcykler som de så kører hjem på når de lukker. Vi spiser pandekagerne i sengen på hotelværelset. Magne har sin mening om den sag ”det er nok nok (godt nok) hyggeligt det her”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Eftermiddag i poolen, aftensmad tæt på hotellet og ”biografen” spiller ”Cars” igen i aften. Mette oversætter hele filmen fra engelsk til dansk.

Skilsmissen i minibussen (næsten)
26. marts 2014
Ao Nang og Thalang

Den sorte varme asfalttunge skær sig som et knivsår igennem junglen og palmeolieplantagerne. Vi sidder helt bagerst på række i den aircon kølede minivan med tonede ruder. Emil og Magne sover imens det tropiske landskab krydret med flotte kalkstensklipper der stikker op hist og her suser forbi. Det er meget fint. Dagen startede dog noget mere besværlig end det. Mette havde bestilt en minibus til Phuket for nogle dage siden. Da bussen kom, var den en gammel model uden aircon, ruder der ikke kunne lukkes, dørene kunne kun åbnes udefra, håndbremsen virkede ikke og speedometeret virkede ikke. Jeg kunne godt se at Mette overhovedet ikke syntes det var fedt at have ungerne med i den gamle slidte minibus. Jeg tænkte nok mere at det bare var 3 timer. Mette sidder mere og mere urolig og til sidst kan hun ikke holde det i sig og nægter at køre mere i den gamle minibus, så hellere køre turen i taxi. Hun kræver derfor, at blive kørt retur til hotellet eller sat af. Vi er endnu ikke kommet ud af byen og som overskriften indikerer, så var vi meget uenige om, hvorvidt vi skulle tage turen eller springe ud af skrotbunken, springe for livet. Chaufføren stoppede en anden minibus hvor chaufføren er lidt bedre til engelsk. Det viser sig at den minibus vi er med kun er en opsamlings bus som kører os til Krabi. Derfra kommer vi over i aircon minbusser til de steder som vi skal hen. Pinslerne er dog ikke over endnu. Da vi kommer til Phuket vil vores chauffør kun køre os helt til hotellet hvis vi giver ham 400 bath. Da vi købte billetterne var turen helt til hotellet. Vi er trætte og vil bare frem uden at skulle diskutere med en mand der ikke kan engelsk. Al kommunikation går over en af de andre lokale passagerer. Vi gider ikke og lader os blive taget ved næsen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Phuket Bike Resort er meget fint. En lille rundtur på vores ”værelse” ser sådan her ud. Vi starter ved indgangen som fører os ind i et stort rum med køkken, sofa og spiseplads. Der er en stor skydedør ud til vores private terrasse hvorfra man kan hoppe direkte i poolen. Går vi ind igen og op af trappen til 1. sal kan vi gå til højre til et soveværelse med eget bad og toilet. Går vi derimod til venstre er der et andet soveværelse også med eget bad og toilet. Fra dette værelse er der en skydedør ud til altanen. På altanen er der et badekar og udsigt over den aflange pool. Der er jo altid en slange i paradis og denne gang er det at hotellet ligger ved en lille landsby. Det er som sådan meget fint, men restauranten på hotellet er lukket om onsdagen (det er onsdag i dag) Vi tør ikke spise på en af de lokale spisesteder så tæt på flyveturen hjem og ender med at spise minutnudler og toast fra Tesco på værelset. Det er dog ikke helt skidt, da Asger forvandler den kedelige aftensmad til en restaurant og serverer for drengene, hvilket de synes er rigtig sjovt. Aftenen går med putning, mails, Chang øl og dagbog. Mette er blevet bidt af HayDay (Ipad spil), så der skal lige være en overraskelse til når Emil vågner i morgen. Denne gang er det ekstra kapacitet på ovnen, et æbletræ og et næsefår.

Tempel Tour De Thalang
27. marts 2014
Thalang

Jeg kigger ned på min højre ringefinger flere gange. Det er let at bruge vielsesringen som pejlemærke for om jeg cykler i den rigtige side af vejen. Her kører man i venstre side. Jeg er stået tidligt op for at cykle en tur i nærområdet før det bliver for varmt. Hotellet har cykler de låner ud til gæsterne. Først cykler jeg ned til den lokale strand Layan som ikke imponerer. Folk er på vej til arbejde på ladet af pickup trucks som er fyld til bristepunktet. En munk sidder bag på en scooter og kvinderne der er ved at åbne de små spisesteder gaber imens de tænder grillen. Herefter er målet et par buddhistiske templer. Jeg cykler forbi Wat Thepkassatri som jeg var inde og se i går da jeg var nede og finde et spisested og videre forbi marker med hvide hejre. Første stop bliver derfor Wat Phra Nang Sang som er det ældste tempel på Phuket med mere end 500 år på bagen. Det er en mærkelig samling af alverdens figurer og farvesammensætninger. Der ser ud til at være inspiration både fra Indien og Kina. En storbarmet statue på 7 meter står foran et tempel med dragehoved og en maskinpistol i hænderne. Jeg føler nærmer jeg er i tivoli end på et helligt sted med denne mærkelige blanding af figurer, templer og farver. Jeg cykler over på den anden side af hovedgaden for at finde det næste tempel.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Wat Phra Thong er ikke åbent da jeg ankommer men snart kommer der 2 turistbusser og så ved jeg at det snart er åbningstid. Det vrimler ud med unge tøser fra de 2 busser, alle med lilla skjorter på. Jeg bliver helt træt ved tanken men det viser sig at de alle er buddhister og skal ind og tænde røgelsespinde, gule stearinlys og bede. De har travlt med at tage billeder af hinanden foran den specielle gyldne Buddha hvor det kun er overkroppen der er synlig. Jeg føler mig lidt som en elefant i en porcelænsbutik og ved ikke helt hvor og hvordan jeg skal placere mig for ikke at forstyrre. Stemningen er på ingen måde højtidelig og jeg tror jeg kunne gøre hvad som uden at der ville være blevet kigget skævt til mig. Sulten melder sig og jeg cykler hjem mens solen stadig står lavt.
Eftermiddagen bruger vi på et besøg hos Phuket Butterfly Farm. På vores taxa bestilling stod der Phuket Buttfly Farm, så det var med en vis spænding vi kiggede da vi kom til farmen. Det er overraskende organiseret og flotte faciliteter. Det var en hyggelig tur mellem kæmpe sommerfugle i alverdens farver. Der var masse at information og udstilling om silkeproduktion.
Phuket bliver nok aldrig min kop the, men så er det godt at vi bor i en fantastisk lejlighed. Emil og Magne har lavet et skumbad i det udendørs badekar i dag. Vi har svømmet i poolen direkte fra vores terrasse i dag. Vi har drukket øl med fødderne i poolen i dag. Vi har spillet HeyDay på terrassen hvor der selvfølgelig er stik til opladning af Ipaden i dag.

Det lette liv
28. marts 2014
Thalang

En sommerfugl kommer svævende under palmebladende og over vores pool. Svalerne jager lidt morgenmad. Vi er alle i poolen, drengene leger, kaffen står på pool kanten. Solen skinner og det er 30⁰ C. Det er det lette liv det her.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Morgenmaden blev serveret på en lille cafe der hører til hotellet. I dag ville drengene gerne sidde og spise morgenmaden. Det giver os ro til at nyde det sidste morgenmåltid i Thailand. Vi skal hjem i dag og pakningen er så småt begyndt. Vi bestiller mad i hotellets cafe og for det bragt ind på værelset. Det er faktisk meget hyggeligt. Efter frokost kommer der en taxa og kører os i lufthavnen. Kl 17:20 flyver vi hjem.

Hjemme igen
29. marts 2014
Thalang -> Farum

Efter flyveturen der begyndte i går fra Phuket med mellemlanding i Kuala Lumpur hvor vi ikke skulle ud af flyet. Videre til Doha hvor vi have nogle (natte) timer før vi endelig kom til København. Her ventede Erik med en bil og overtøj og som overraskende var Gitte der også. Hjemme igen.

29.03.2014.Kastrup

 

Comments are closed