Nykøbing Falster – Hirtshals. 15 – 21 juli 2011

15/07/2011
Nykøbing Falster – Sønderborg
– Spurt ved maraton

Så er jeg på farten igen. Denne gang i syd og vest Danmark. Dagens distance er skudt lidt over målet – som at starte med en spurt når man skal løbe maraton – men er ked af at bruge 2 dage på at komme til Sønderborg. Byen ligger fast da jeg skal besøge Joan og familie. Sidst sluttede cykelferien i Nykøbing Falster og derfor starter jeg denne gang i byen. Så dagens buffet består i 2½ time i tog, over 100 kilometers cykling og 3 færge overfarter.

Nykøbing Falster som jeg kender den fra de 40 vinter uger jeg brugte på byens cykelskole. Regn – jeg har det bare bedst med at den by ikke tager sig alt for godt ud – så regn er fint.
Sakskøbing – regn!
Maribo – finregn!
Halsted – tørvejr – Fin lille landsby hvor alle bindingsværks huse er malet med en orange farve og med det hvide kloster som kontrast.
Nakskov – finregn! (og for at det ikke skal være løgn er der modvind det meste af dagen)
Første færge fører mig til Langeland som ikke er særlig lang på den korte led.


Anden sejlads er fra fine Rudkøbing til Marstal. Gaderne er bekendte da de alle er nævnt i Carsten Jensens bog “Vi de druknede” Det regner og jeg cykler videre.

Tiden går og der må ske en ofring. Det bliver desværre Ærøskøbing men jeg skal nå den sidste færge til Fynshav på Als. Spørger jeg dem jeg skal besøge vil de sige at Als og Sønderborg er Danmarks smørhul og måske har de ret da solen skinner for første gang i dag. Det er hyggeligt at besøge Joan, Stig, Anna Mai og Alberte.

Dagens data
Trip: 118 kilometer
Pedal tid: 5:54
Gennemsnits fart: 19,94 kilometer i timen
Max hastighed: 39,70 kilometer i timen
Ømme ben: 3/5

16/07/2011
Sønderborg – Wenningstedt
– Hvor er grænsen?

Afsked med Familien Andersen og cykling gemmen Sønderborg mod Dybbøl Mølle. Det var jo ikke så imponerende det de danske tropper præsterede i 1864.

Som der står på en mindesten

MEN END ER DER SANG
I SKOVEN HØJT BØLGER
DET RØDE FLAG END
ER DER EN GUD FOROVEN
DER RAADER FOR
DANMARKS SAG

Det er som at vælge frugter i en vel assorteret frugtkurv her i Sønderjylland for en historie interesseret (mig) Jeg må vælge hotspot for ikke at bruge hele dagen i zigzag da lysten til at komme fremad er stærk. Cykler forbi Broager kirke med de 2 spir og videre langs Flensborg fjord – flot. Holder frokost ved Lille strand ved Kollund i sol.

Ved et ikke videre overvejet rutevalg kommer jeg tilfældigt igennem Frøslev lejren hvor jeg gør et holdt og kigger i de gratis udstillinger. En trist historie, men Frøslev lejren var dog et forsøg på at stoppe deportationerne under 2. verdens krig.


Jeg krydser den dansk – tyske grænse ved Sofiedal. Jeg må dog trille tilbage og have kortet frem for at være sikker på at det var grænsen jeg krydsede da der ingen kontrol er og knap et skilt. Så selv om den politiske stemning er for mere grænse kontrol er det ikke slået igennem ude på landet. Sjovt at cykle til et andet land. Overvejer kort om jeg skal fortsætte syd på mod Holland, men bestemme mig for at følge planen med vestkysten af Jylland.
Det nordligste Tyskland: Græshopper der spiller, majsmarker, svaler og vindmøller.


I Niebull vil jeg tage toget (eneste mulighed for at komme over dæmningen) til den tyske ø Sylt for at sove for natten. Jeg skal dog først finde nogle euro da billetautomaten kun tager kontanter som jeg efterfølgende skal have vekslet da automaten kun tager små sedler.

Er lidt spændt på om det er muligt at finde en overnatning plads her i højsæsonen på den populære tyske ø. Jeg får et hjørne på en fuld booket campingplads. Går en tur ved vandet i skumringen.

Dagens data
Trip: 93 kilometer
Pedal tid: 4:49
Gennemsnits fart: 19,19 kilometer i timen
Max hastighed: 43,49 kilometer i timen
Ømme ben: 3/5

17/07/2011
Wenningstedt – Gørding
– Hjem

Tjek ud fra campingpladsen skal ske kl. 9. præcis. Det er det samme tidspunkt hvor det begynder at regne. Cykler 500 meter og søger ly da regnen har udviklet sig til skomagerdrenge. Kirkeklokken ringer ind til søndags gudstjeneste.

Tager færgen fra List til Havneby på Rømø (DK) Regnen er stoppet og afløst af en rigtig fin medvind resten af dagen.

Cykler langs diget og vadehavet til Darum og drejer ind i landet mod Gørding og mine forældres hus hvor jeg skal sove i nat. Herligt. Cyklingen er halv kedelig i dag. Jeg kender området som min egen bukselomme. Mor og far har besøg af Joan, Stig, Anna Mai og Alberte som overnatter til i morgen. Mon der bliver morgensang på min fødselsdag i morgen?

Det er gået op for mig at jeg er på tur i den rådne banan! Den rådne banan er navnet på udkants Danmark som har været meget oppe i medierne. Ligger man en banan på Danmarks kortet dækker den Falster, syd, vest og nordvest Jylland. Efter min mening er der kun et at gøre. Mindre landbrug (økologiske) = flere folk på landet = mere liv = flere butikker. Som bonus får man større biodiversitet. Nå men det er en hel anden snak…

Dagens data
Trip: 90 kilometer
Pedal tid: 4:15
Gennemsnits fart: 21,26 kilometer i timen
Max hastighed: 37,61 kilometer i timen
Ømme ben: 3/5

18/07/2011
Gørding – Stadil fjord
– Vinden på mit hold

Bliver vækket af opringning og tillykke hjemmefra efterfulgt af morgensang live med Anna Mai i front. Ja det er min fødselsdag, men 34 er jo ingen alder…

Efter komplet morgenbord og smurt madpakke er sigtekornet rettet mod Vestkysten som jeg gerne skal et godt stykke op af i dag. Planen er faktisk at komme så langt som overhovedet muligt da medvinden (igen) er på mit hold. Benene er lidt trætte efter de 3 X 100 km de sidste 3 dage men jeg skyder en god fart uden det store besvær. Holder ind ved Varde for at købe kirsebær ved en vej bod, men når ikke et nyde ret mange bær før en ualmindelig saftig byge afbryder øjeblikket. Bygerne driller mig i dag.

Fra Nymindegab suser jeg af sted med 30 kilometer i timen på den 35 kilometer lange tange mellem Ringkøbing fjord og Vesterhavet. forbi Hvidesande til Søndervig hvor jeg for første gang er nede ved Vesterhavet. Det er vildt og skummende i den kraftige søndenvind.

Klokken er ved at være mange og kompasset er rettet ind mod Stadil fjord hvor jeg finder den primitive overnatningsplads jeg skal sove på i nat. Er kun kort nede ved fjorden da det blæser voldsomt.

En god fødselsdag.

Vejning af turcykel med fuld oppakning i Gørding: 35 kilo! (Tour de France cykel: 7 kilo)

Dagens data
Trip: 124 kilometer
Pedal tid: 5:43
Gennemsnits fart: 21,67 kilometer i timen
Max hastighed: 33,70 kilometer i timen
Ømme ben: 2/5

19/07/2011
Stadil fjord – Klitmøller
– Mit surfer, snowboard og mountainbike hjerte

Kæmpe Lyngvig fyr har blinket til mig hele nat. Skal jeg tage det personligt?

Dagen har bragt nye dufte. Lyng og fyr, men man skal være hurtig for at fange duftene
da jeg har en solid medvind igen i dag. Jeg prøver at presse så mange kilometer
ud af benene af samme grund, for at have lidt i banken hvis de næste dage byder
på modvind.

Kommer forbi Trans kirke som ligger på kanten til Vesterhavet. Det halve sogn er
forsvundet i havet. Videre til Bovbjerg og Bovbjerg fyr. Meget fint område.

Dagen byder på lange lige veje på tangerne ved Nissum fjord, Bøvling
fjord, Limfjorden, Krik vig, Flade sø og Ørum sø. Godt med medvind for jeg tror
det ville være langsomligt og hård i modvind. Sejler fra Thyborøn til Agger
tange. 27 kroner for cyklen og mig – rørende billigt

Er spændt på Klitmøller – Surf paradise. Byen har charme med en blanding af fisker
landsby og surf chill out. Det vækker mit slumrende surf-snowboard-freeride
hjerte. Overnatter på en primitiv overnatningsplads lige bag den yderste klitrække
i udkanten af Klitmøller. Meget fint.

Dagens data
Trip: 127 kilometer
Pedal tid: 5:39
Gennemsnits fart: 22,56 kilometer i timen
Max hastighed: 46,31 kilometer i timen
Ømme ben: 4/5 (på grund af øm muskel over højre knæ)

20/07/2011
Klitmøller – Blokhus
– Flade batterier

Klitmøller er et hit. Tager en kort gåtur på standen før afgang. Nyder lugten af hav og saltvand og vinden mod min hud. Cykler derud af og opdager hurtigt at benene er flade. Vil alligevel prøve at komme til Blokhus for at få lidt feriestemning. Over 50 % af dagens veje er på grus igennem Hjardemål Klitplantage, Lild Klitplantage, Vester Torup Klitplantage, Klim Klitplantage, Kollerup Plantage, Svinkløv Klitplantage, Tranum Klitplantage og Blokhus plantage. Her føler jeg mig næsten som et spøgelse når jeg stille triller gennem skovene kridhvid af den fede faktor 15 solcreme på cyklen af mærket Ghost.

Kommer forbi Hanstholm med et stort bunker kompleks fra 2. Verdenskrig. Ja faktisk Nordeuropas stærkeste fæstning under krigen sammen med bevogtningen på den anden side af vandet i Kristiansand. Bunkeren kendes også fra filmen “Olsenbanden i Jylland” Her var 3000 soldat udstationeret ved krigens slutning. Byen kan også byde på Danmarks største fiskerihavn som befinder sig i denne by med bare godt 2000 indbyggere.

Snegler mig med 10 kilometer i timen op af Bulbjerg, 47 meter over havet. Udsigten er overvældende og flot. Spiser frokost og inspicere de tyske bunkers fra 2. Verdenskrig. En af Danmarks eneste fuglefjeld er her på Bulbjerg.

Først kommer jeg forbi Svinkløv hvor der er rigtig hyggeligt. Svinkløv badehotel er kendt vidt og bredt. Videre til Slettestrand med en bred hvid strand hvor kystfiskerne stadig trækker deres både op.

Kommer til Blokhus godt træt og finder den første og bedste campingplads. Primært for at være tæt på standen (ikke muligt ved de primitive overnatningspladser) og så for at få et bad. Ville se solnedgangen med er simpelthen for træt.

Selvom jeg har været træt i dag har jeg en umættet trang til at se hvad der er om det næste hjørne i stedet for at tage en hviledag uden cykling.

Dagens data
Trip: 102 kilometer (50 % på grus)
Pedal tid: 5:21
Gennemsnits fart: 19,10 kilometer i timen
Max hastighed: 39,70 kilometer i timen
Ømme ben: 4/5 (Ingen energi i benene + øm muskel over højre knæ)

21/07/2011
Blokhus – Hirtshals
– Cykling på standen

Man kan godt vende sig til at falde i søvn til fulgenes aftensang.

Starter dagen på cykelruten Vesterhavsstien som en positiv overraskelse leder mig direkte ned på standen ved Blokhus hvor jeg cykler de næste 16 kilometer til Løkken. Det er flot, frisk og hårdt at cykle i det bløde sand og gennemsnitshastigheden er kun på 10 efter de 16 kilometer. Folk bliver noget opmuntret over at jeg kommer der på standen og tilråb som Tour de France am strand kommer mig i møde.

Som dagen skrider frem kan jeg se at jeg havde valgt det mindst charmerende sted at overnatte sidste nat. Blokhus har en flot strand men byen er ikke noget specielt efter gårdagens Svinkløv med flot natur og det gamle badehotel. I dag med Løkken som jeg fordomsfuld kender som det sted hvor de unge fester. Byen er hyggelig og med et rigtig handels centrum og fiskebåde trukket op på stranden. Tophittet Lønstrup med den snoede gade ned mod stranden klemt inde mellem gamle huse med små cafeer og butikker. Stranden er igen fin med fiskebåde trukket op på stranden. Folk virkede utrolig glade og afslappede i Lønstrup.

Gør et stop ved Rubjerg gamle kirke (gård) som er et offer for sandflugt og videre til Rubjerg knude. God udsigt!

Nærmere mig Hirtshals hvor en god cykelferie slutter. Du tænker måske hvorfor Hirtshals og ikke Skagen med de 2 vande, de gule huse og lyset? Det er en kombination af 2 grunde.

1. Jeg kender Skagen og derfor ikke nyt og spændende.
2. Hirtshals er gate away ud i verden, Norge, Færøerne og Island (med færge) og derfor et godt udgangspunkt for en mulig kommende cykelferie.

Dagens data
Trip: 62 kilometer
Pedal tid: 4:00
Gennemsnits fart: 15,41 kilometer i timen
Max hastighed: 39,33 kilometer i timen
Ømme ben: 3/5

 

Comments are closed.

  • Generic selectors
    Exact matches only
    Search in title
    Search in content
    Post Type Selectors
    Filter by Categories
    Ferie
    Ikke kategoriseret
    YNN
    YNN - Barsel
    YNN film